Koreansk praletelefon

Samsungs T100-model er årets hidtil mest opmærksomheds-skabende mobiltelefon. Med sin imponerende TFT-farveskærm og det lille indbyggede symfoniorkester - ringetonerne - falder telefonen i smag hos enhver pralhals. Men prisen er for høj, og den mangler de mere seriøse funktioner.

Polyfoni

Koreanske Samsung markedsfører sig denne sommer som aldrig før på det danske marked.

Formålet er at fortælle, at Samsung rent faktisk er verdens tredjestørste producent af mobiltelefoner, hvilket ikke hidtil har afspejlet sig på hylderne i de danske telefonbutikker.

En af spydspidserne er denne SGH-T100 mobiltelefon, som er lige på trapperne. PC World Online har testet den igennem en god uges tid. Telefonen imponerer fra første sekund, man sætter strøm til den, men der er også svagheder.

Designet er uvant for de fleste europæere. Foldetelefonen har de fordele, at der er plads til et stort display, og derudover kan telefonen i udfoldet stand faktisk nå fra øre til mund, hvilket man ikke er forvænt med længere. Desuden er der ikke brug for tastelås.

Telefonen er faktisk udstyret med to displays, herunder et safirblåt på forsiden af skallen. Her vises navn eller nummer på den, der ringer, uden at det er nødvendigt at åbne telefonen, og samtidig vises tid, dato, batteriniveau og modtageforhold. Når telefonen ringer, modtages opkaldet blot ved at åbne den. Når telefonen lukkes sammen igen, afbrydes opkaldet. Meget enkelt.

Så må man leve med, at telefonen er udstyret med udvendig antenne, og endnu værre: Det kræver to hænder at åbne telefonen, hvilket kan være upraktisk.

Fuld af fanfarer

Kvaliteten er meget overbevisende. De to dele er hængslet godt og solidt sammen, og tasterne fungerer rigtig godt og præcist.

Straks man tænder telefonen, støder man på de polyfoniske toner. Samsung udsender en lille fanfare, hver eneste gang der er noget at markere, for eksempel når telefonen tændes/slukkes eller når der blot opnås forbindelse under et udgående opkald. Nogle af fanfarerne kan heldigvis slås fra.

Ringetonerne findes i et stort udvalg med alt fra klassisk musik til de mere funky toner af egen avl, og man kan endog selv komponere musik, hvilket vi afstod fra at prøve.

Man får tiltrukket sig en masse opmærksomhed - endnu da - når man afspiller disse toner, men på langt sigt kan de også nå kvalmegrænsen, og man savner et bredere sortiment af gode gammeldags ringetoner, der er tro mod det oprindelige formål: At signalere, at telefonen ringer.

Sådan lyder de polyfoniske ringetoner
Vi har optaget tre af de polyfoniske ringetoner fra Samsung SGH-T100.
De kan her hentes som MP3-filer. Afspilningen er under eget ansvar - kønt lyder det ikke!
Omstændelig cd-rom
TFT-farveskærmen er på 1,8 tommer, 128 x 160 pixels og kan vise 4.096 farver. Den giver et knivskarpt billede. Baggrundsbilleder kan køre som et slideshow. Menuerne er enkle at sætte sig ind i, selvom man er vant til andre producenters logik. Og så er de tilmed flotte at kigge på med klare ikoner og massiv brug af de mange farver.

Sammen med telefonen leveres et datakabel og en cd fyldt med baggrundsbilleder og ekstra ringetoner. Først skal man dog installere et program, og filerne skal overføres til telefonen, mens den er slukket.

I det hele taget virker det meget omstændeligt i forhold til udbyttet, og mest absurd er det, at Samsung vedlægger dette datakabel, mens et kabel til at forbinde telefonen til en pc med henblik på dataopkald er ekstraudstyr.

WAP-problemer

En katastrofal fejl er WAP-browseren. Da Samsung har et centralt nordisk lager med mobiltelefoner, er alle modeller prækonfigureret med fem forskellige WAP-portaler.

Det var smart, hvis ikke telefonen automatisk valgte at ringe op til Vodafone i Sverige, når man trykker på snabel-i tasten.

Det tog en del tid at opdage. Chefen bliver ikke glad for det, når han ser regningen med de mange mobilopkald til Sverige - det ligger fast.

Samsung må hellere overlade den svære WAP-konfiguration til brugeren, frem for at pådutte ham en standardindstilling, han ikke nemt kan gennemskue og som påfører ham en skyhøj mobilregning.

Ifølge Samsung Nordic er der dog en løsning på vej, om de så manuelt skal indstille de danske telefoner til et dansk opkaldspunkt.

Mangler data

Vi har godt nok at gøre med en praletelefon, men ud over farveskærmen og ringetonerne har Samsung SGH-T100 faktisk ikke så meget avanceret teknologi at prale med.

Telefonen har for eksempel ikke GPRS eller HSCSD til hurtig dataoverførsel via WAP eller til den bærbare pc eller lommecomputer. Den har heller ikke hverken infrarød port eller Bluetooth, der kunne sætte telefonen i kontakt med andre enheder.

Og den kan ikke sende multimediebeskeder, MMS, det ellers spås en stor succes. Den kan selvfølgelig sende SMS'er, og indtastningen forenkles med en intelligent T9-ordbog, som dog er et par år bagud i forhold til eksempelvis Nokia og Sony Ericsson.

Den vejledende pris på 4.500 kroner virker umiddelbart meget høj disse mangler taget i betragtning, og Samsung bider skeer med de absolutte topmodeller hos konkurrenterne.

Samsung SGH-T100 vil for nogle være den hurtige sommerforelskelse, hvor man falder for den ydre skønhed og umiddelbare funktionalitet og overser, at de mere avancerede teknologier ganske udebliver.

Eller også er man en af dem, der har erkendt, at man alligevel ikke får brugt alle de funktioner, der følger med de typiske business-telefoner fra konkurrenterne. Så opnår man til gengæld masser af lir og opmærksomhed med dette Samsung-flagskib.

Læs mere om Samsungs indtog i Danmark på Computerworld Online.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere